Østrig - torsdag den 23. december 2004

Ankomst Zell am See

Tilbage

Lad det være sagt med det samme. Man sover ikke super i et tog. Vi havde garderet os med ørepropper og en god drink inden vi kravlede til køjs men liggevognene har en ting til fælles med de gamle intercity tog. Knappen til at justere varmen er en attrap og uanset hvordan vi stillede den, så var der alt for varmt. Vinduet måtte åbnes og lukkes en del gange natten igennem...

Men vi overlevede turen og efter en hurtig toilettur fik vi omdannet kupeen til en 1. klasses morgenmadsrestaurant med alt hvad hjertet begærede. Det betød samtidig, at da vi steg af toget i München, var vi allerede en rygsæk lettere.

Der var ingen problemer med at finde toget til Salzburg, hvor vi også havde pladsbilletter. Snart var vi på vej ud af München og snart kunne vi begynde at skimte de første bjerge. De dannede en flot baggrund for den sneklædte og solbeskinnede natur.

I Salzburg startede trængslerne. Vi skulle finde toget mod Zell am See. DSB havde ikke kunnet skaffe os pladsbilletter til dette tog. Da toget ankommer til perronen, bliver der kaos og alle er sig selv nærmest. Vi hoppede ind i den nærmeste vogn og den blev hurtigt stuvende fuld i 6-mands kupeerne og på gangen. Første problem var, at en stor del af dem, der stod i gangene havde pladsbilletter, så de skulle bytte med dem, der stod på gangene - og ingen kunne stort set bevæge sig.

Efter ca. en halv times kørsel var situationen dog så meget løsnet op, at vi næsten var de eneste, der stod på gangen. Alt det menageri gjorde, at vi havde fået appetit og gangen blev omdannet til en lille frokostcafé med resterne fra morgenmaden.

Flere passagerer kunne bekræfte et rygte om, at vi skulle skifte tog igen, for at komme til Zell am See. Det havde vi ikke fået nogen informationer om fra DSB og via internettet.

På stationen, hvor vi skulle skifte, stod på modsatte perron et næsten tomt tog, som meget hurtigt fortsætter mod Zell am See og resultatet blev, at vi faktisk var fremme i Zell am See nogle minutter før end forventet.

Vi besluttede at forsøge at booke billetter på returrejsen til Salzburg. Det lykkedes dog ikke men vi fik dog en tid på, hvornår der på hjemrejsedagen ville gå et direkte tog til Salzburg, så vi kunne undgå et togskifte.

Vores værtinde Susanne havde lovet at hente os på banegården. Hun ville sørge for at bringe os op til biludlejningsbureauet. Vi havde lejet en bil den første dag, så vi kunne komme ud og handle.

Snart var vi i samlet trop på vej mod Gries. I Gries forlod vi hovedvejen, der fører mod Taxenbach og videre til Salzburg. Istedet går det direkte op af et bjerg af snoede, sneklædte veje. I løbet af de 3 km. op af bjerget steg vi fra 700 m.o.h. til ca. 900 m.o.h. Gitte og Alex kørte med Susanne. Så kunne vi benytte lejligheden til at få svar på mange af de spørgsmål, som er så typisk, når man ankommer til et nyt sted. Jeg gættede på, at Marie i den anden bil bandede over den stejle og glatte vej - og over, at Susanne havde en god fart på op af bjerget.

Vi nåede frem til gården, der ligger med en flot udsigt over en dal og med bjergkæden Höhe Tauern på den anden side af dalen.

Vores lejlighed var ubetinget den med den flotteste udsigt. Vi kunne kigge direkte ud over dalen og det var et syn vi ikke nåede at blive træt af!

Den obligatoriske udpakning var hurtigt overstået og Hans og Alex sendte de andre på indkøb, mens vi gik en tur videre op af bjerget, hvor vi boede.

Vejen fortsatte stejlt opad og eneste ændring i forhold til det område, vi allerede havde set, var at der ikke var så meget bevoksning langs vejen. Efter en god tur op "på bjerget", blev vi inviteret indenfor til kaffe hos vores værter. Familien sad bænket omkring et stort bord i køkkenet. Vi fik diskuteret mulighederne for at stå på ski med Alois, der viste sig at være ganske godt kørende med det danske sprog. Alois foreslog, at vi stod på ski den 25. december, hvor turisterne endnu ikke ville være ankommet i hobetal og hvor de lokale også holdt fri for skiene. Det skulle vise sig at være den helt perfekte dag at vælge.

De øvrige vendte tilbage med deres indkøbte varer. Gitte var helt hvid i hovedet. Hun havde aldrig brugt så mange penge på mad før - på en gang! Hun mente, at der da mindst var handlet ind til hele ferien. Marie var ikke helt sikker på, at det slog til...

Aftensmaden skulle være spaghetti carbonara. Alex stod for retten og eksperimenterede lidt ved at komme hvidløg i retten. Det hørte sig ikke rigtig til, for løget brændte lidt på!

Kl. 21:15 var vi alle trætte og gik i seng - til de store tunge dyner, der var lidt svære at styre!